Mødestedet for dig med angst, depression, bipolar lidelse eller OCD

Et åbent og trygt mødested
I Café ODA Odense kan du møde andre voksne, der – ligesom dig – lever med angst, depression, bipolar lidelse og/eller OCD. Pårørende er også meget velkomne.
Caféen er et tilbud fra Angst & StressForeningen i samarbejde med DepressionsForeningen og OCD-foreningen.
Kom som du er
Hos os kan du komme, når du har lyst og behov – og du behøver ikke at tilmelde dig.
Du er velkommen, præcis som du er.
Hvad laver vi i caféen?
Vi hygger os sammen – vi snakker, spiller spil, går ture, drikker kaffe eller spiser et måltid.
Du har altid mulighed for en uforpligtende samtale med en frivillig eller projektlederen.
Du er, som gæst, med til at forme caféen
Fire gange om året holder vi Fælles idéer, hvor vi sammen taler om caféens tilbud og aktiviteter.
Vi arrangerer også ture og events uden for caféen – følg med på Facebook, Instagram eller via nyhedsbrevet Det Sker – helt uforpligtende.
Café ODA tilbyder socialt samvær – ikke behandling
For nogle er caféen et trygt sted at øve sig i at være sammen med andre – måske med håbet om at komme tættere på f.eks. fester, praktik, uddannelse eller arbejde.
For andre bliver caféen et sted, hvor nye venskaber opstår.
Vi tager godt imod dig
Vi ved, at det kan være svært at komme første gang. Derfor står en frivillig eller projektlederen altid klar til at tage godt imod dig og vise dig rundt. Du må også gerne tage en ven eller en pårørende med.
Har du spørgsmål eller vil du lave en aftale inden dit første besøg?
Besøg os for en kort eller længere stund. Vi har åbent tirsdag 17-20 og torsdag 14-18.
Du behøver ikke tilmelde dig et besøg.
Vi glæder os til at møde dig.
Vi ses i
Café ODA Odense
Kontakt informationer:
Projektleder Britt Fonnesgaard Christophersen
Telefon: 5384 1508
Mail: oda@angststress.dk

Café ODA Odense er et tilbud fra Angst & StressForeningen i samarbejde med DepressionsForeningen og OCD-foreningen
Klik her for at læse Angst & StressForeningens privatlivspolitik
"Jeg er kommet i Cafe Oda i mange år og er en af de mere sporadiske gæster, da jeg ikke bor i Odense.
Det, der for mig er så dejligt ved cafeen, er, at man altid bliver mødt med venlighed der, og at der er en forståelse for ens situation, uden at man behøver forklare eller overhovedet snakke om den.
Jeg har fået mange gode grin i Oda og kan rigtigt godt lide at deltage i arrangementer som f.eks. sommerfest, Skt. Hans aften, æggefarvning i påsken, julefrokost og udflugter.
Det er vigtigt for mig at have sådan et "helle-sted", også selv om jeg kun kommer der en gang imellem."
”Jeg bruger det at komme i Café ODA som eksponering - jeg træner at være blandt andre mennesker uden at det er angsten der tager over.”
”Det, man er bange for, skal gøres normalt for at få angsten ned. Og derfor er det vigtigt at komme ud. ”
”På dage, hvor min angst er slemt, kan jeg slet ikke holde ud at være blandt andre mennesker - det kan godt blive ret ensomt i længden. Derfor betyder det alverden for mig at have et helle, hvor der er forståelse for, hvilke udfordringer angst giver.”
”Jeg er kommet andre steder, men det bliver for hektisk. Der foregår simpelthen for meget. Café ODA noget helt for sig selv.”